
"SuperBrugsen i Vejgaard er en lokal dagligvarebutik, hvor vi tænker nærhed ind i alt, hvad vi gør. Det gælder i forhold til de produkter, vi tilbyder – og naturligvis til vores leverandører, medarbejdere og – ikke mindst – til vores kunder. Men vi skal også turde tænke alternative måder at være butik på. Fx tilbyde events som koncerter, foredrag og andet, og dermed skabe aktiviteter til glæde for Vejgaard."
Kristian Simonsen, ny brugsuddeler i SuperBrugsen Vejgaard.
Friske forsyninger hver eneste dag
Klokken har netop passeret 07:00 en tidlig morgen i juli, hvor VejgaardMagasinet er troppet op for at møde den nye brugsuddeler i SuperBrugsen Vejgaard, Kristian Simonsen. Både udenfor og inde i butikken er der travlt. Lastbiler ankommer med friske forsyninger af grønsager, frugt, mælkevarer, kød og meget mere, og i butikken er flere medarbejdere optaget af at fylde nye varer på hylder og i kølemontrer, mens andre anvender de NYANKOMNE råvarer til brød, kager, sandwich, pizza, færdigretter og meget mere. Ved bagerdisken bliver der udleveret morgenbrød, og i butikken er der så småt ved at komme kunder, som har valgt det tidlige tidspunkt, fordi der er mere fred og ro til at handle ind.

Blå Bog
Kristian Simonsen. Født i 1988. Nytiltrådt brugsuddeler i Superbrugsen Vejgaard. Bor med sin hustru og to børn i Klarup. Begyndte i 2012 som elev i Vejgaard, hvor han senere blev salgsleder og vikarierende souschef. Efter tre år drog han videre og arbejdede som souschef i hhv. Hirtshals og Skagen, og var – igen som souschef – med til at etablere den nye butik i Nordhavn, NørreSundby, ombygge Gistrup for derefter at blive ansat som uddeler i SuperBrugsen Løgstør. Kristian er – udover at være dedikeret familiemenneske – vild med natur og oplevelser, og så elsker han et rigtig godt glas vin.
Kristian Simonsen fortæller her om sin nye hverdag som brugsuddeler:
Brugsuddeler er en fin titel
- Jeg er netop begyndt i mit nye job her i butikken, men kender faktisk ret godt til butikken. Det hele begyndte nemlig her i SuperBrugsen Vejgaard, da jeg i 2012 ankom som ny elev i butikken. Nu er jeg så vendt tilbage, og glæder mig vildt til at komme i gang med en masse nye tiltag. Titlen er brugsuddeler, og det lyder måske ikke særlig moderne og marketing-fancy, men det passer nu ret godt til den måde, vi driver virksomhed på. Altså hvor nærhed er vigtigere end smarte ord.

Kristian får en vinsnak med mangeårig kunde Tage Sørensen, som handler i SuperBrugsen 2-3 gange ugentligt.
Visionær organisation og nysgerrige forbrugere
- Jeg har overtaget et velfungerende butikskoncept med en masse dygtige og erfarne medarbejdere, som alle kender og forstår vigtigheden af de funktioner, der får en butik som denne til at køre optimalt. Tiden omkring os står jo ikke stille, der sker hele tiden forandringer, som vi forsøger at møde både med nysgerrighed og interesse. Samtidig
er vi en del af en større organisation, COOP, der konstant holder et vågent og visionært øje med nye forbrugertrends, som jeg som leder skal arbejde med at implementere i vores butik.


SuperBrugsen Vejgaard har et bredt udvalg med flere muligheder indenfor samme varegrupper. Det skyldes, at butikkens kunder kan deles op i tre lige store grupper; 1) de unge, som har fokus på de nyeste trends, 2) børnefamilier, som vægter økologi og sundhed meget højt samt 3) de ældre, som både er nytænkende og traditionelle i deres valg.
Vil skabe aktiviteter ifm. butikken
- Vi er medlemsstyret, og dermed en ret demokratisk størrelse med en aktiv bestyrelse, som også ønsker at sikre nærheden til det lokale. Vi har mange ideer og ønsker om at skabe relevante aktiviteter ifm. butikken, som ikke nødvendigvis handler om vareudvalg, men i højere grad forsøger at inddrage lokalområdet i spændende tiltag som koncerter, pop-up smagninger, dans, børnecirkus samt foredrag og workshops om alt muligt andet som fx hverdagsøkonomi, sundhed, nye spisevaner og/eller digitalisering af vores indkøb. Om det så skal foregå i vores lager, udenfor butikken eller vi må leje og låne os frem i egnede lokaler, må vi vente med at se.
Nye måder at handle på
- Under Corona fik mange forbrugere nye indkøbsvaner, og bestilte varer fra forskellige producenter, der leverede direkte til døren. Den model tilbyder vi også, men vi er gået et skridt videre, hvor vi tilbyder et miks mellem onlinehandel og den lokale butik, som pakker og leverer varerne samme dag som bestillingen løber ind. Lige nu testes konceptet af udvalgte butikker, men det varer ikke længe før det bliver implementeret her i Vejgaard også.
Den digitale markedsplads
- Vi er jo allerede langt med at tilbyde alternative indkøbsmuligheder, hvor man – med en app på sin smartphone – selv scanner sine varer, selv afslutter og betaler købet helt uden af skulle stå i kø. App’en, der er bundet op på ens egen konto, sikrer også, at man får del i de mange gode medlemstilbud og -rabatter, så der er også penge at hente. Det er en ny og langt mere effektiv måde at handle på, og flere og flere har taget det i brug – men det kræver selvfølgelig tilvænning, det er jo mønstre, der skal ændres.
Comments