VejgaardBoldspilklub - meget mere end bare fodbold
VB er meget mere end aktiviteterne om eftermiddagen, aftenen og i weekenderne.

VejgaardMagasinet har fået en snak med VBs klubchef Lars Thomsen om de forskellige aktiviteter, som foregår på klubbens faciliteter udover fodbolden.
Små 1.000 fodboldspillere boltrer sig uge efter uge på Vejgaard Boldspilklubs baner på Sofievej. VBs mange frivillige trænere og ledere gør det muligt for fodboldspillere i alderen fra 2 år og op til et godt stykke oppe i 70’erne, at samles på eftermiddags- og aftentimerne i hverdagene, og i weekenderne, for at dyrke verdens bedste boldspil. Men VB er meget mere end bare fodboldtræningerne og kampene, for også i dagtimerne er der aktiviteter på VB. Og nogle af aktiviteterne har endda ikke lige noget med fodbold at gøre.

Petanquespillere slipper kuglerne løs
Hver mandag ved middagstid møder petanquespillerne ind og slipper kuglerne løs. VB har i alt 8 petanquebaner, som spillerne, der kommer fra hele Storaalborg men mestendels fra Vejgaard, samles om. Der dystes på alle banerne samtidig, og hver anden mandag er der vin som præmie. Undervejs i spillet er der pause med en øl, sodavand eller kaffe, ligesom der tages god tid til at snakke spillene ned afslutningsvis. For man skal jo huske hyggen. Og netop hyggen passes og plejes også, når sæsonen rundes af til efteråret, hvor alle omkring 50 medlemmer inviteres til afslutningsfrokost i klubhusets cafe.
Torsdagsklubben spiller whist
Hver torsdag formiddag er det så Torsdagskortklubben, som trofast tropper op i klub-
huset. Hele formiddagen spilles der whist, akkompagneret af en kop kaffe eller en øl/vand. Torsdagskortklubben har eksisteret i mange år. I starten blev der spillet whist torsdag aften, men spillene er de seneste år flyttet ind på torsdage formiddage.

Skolerne har glæde af vores baner
Også områdets skoler samarbejder med VB. Hvert år i uge 26 er det eksempelvis Filstedvejens Skole, som afholder sin afslutning for 6.–8. klasserne på VBs baner. På en lun formiddag tilbage i juni, lige inden eleverne blev sendt på sommerferie, genlød banerne af lige dele kampråb og musik fra de medbragte soundbokse. Og her i august er det så Tech College på Øster Uttrup Vej, som lægger vejen forbi VBs baner til fodbold og rundbold. Dagen afsluttes med lidt mad og drikke.

Aktiv del af Vejgaards lokalmiljø
Og det er faktisk resultatet af en bevidst strategi i VB. Klubben ønsker at være en aktiv del af livet i Vejgaard, på mange forskellige områder, og derfor hjælper vores bydels største forening gerne, hvis muligt, ved at stille baner og klubhus til rådighed for Vejgaards foreninger og institutioner.
Du er velkommen til at være med
Og sidder du nu som læser og tænker: Det der petanque, eller et spil whist, det kunne jeg da måske godt tænke mig at være med til. Måske! Så har vi lovet at skrive her, at alle er velkomne til at komme og prøve. Ganske uforpligtende. Det er bare at dukke op og så vil de søde VB’ere tage godt imod dig.
Du kan læse meget mere om byens største forening på VBs hjemmeside: vejgaard-bk.dk






Kommentarer