En Vejgaardfan tager stafetten - og giver den videre
Endnu engang kan VejgaardMagasinet byde på en klumme, som denne gang forfattet af en Vejgaardborger, som virkelig elsker sin bydel. I dette nummer byder vi velkommen til Karin Lind Størkersen, frivillig i Vejgaard Samråd samt bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet - Vejgaard Partiforening. Karin giver stafetten videre i november-nummeret til Per Rishøj, en ildsjæl med lokalsporten som den helt store passion.

30 års jubilæum i VEJGAARD
Jeg er ansat som socialpædagog og VISO specialist på Det Specialiserede Døgntilbud, hvor jeg har været ansat siden 2007. Jeg er født og opvokset i Nørresundby, hvor jeg spillede fodbold i den lokale fodboldklub, hvor jeg også slog mine folder som ungdomstræner og bestyrelsesmedlem i flere år.
Aktuelt er jeg bestyrelsesmedlem i Vejgaard Samråd samt bestyrelsesmedlem i Socialdemokratiet - Vejgaard Partiforening.
Tilflytter i 1993
Siden jeg i 1993 flyttede til Vejgaard har jeg været vild med vores skønne bydel. Jeg følte helt fra starten, et tilhørsforhold som gennem de 30 år jeg nu har boet i bydelen, er blevet stærkere og større for hvert år der er gået.
Jeg elsker Vejgaard med dens helt særlige
DNA - alt fra de skønne gamle kvarterer, hvor jeg selv på 20. år bor på Birkevej, til de almennyttige boliger, foreningsfællesskabet der kendetegner bydelen, vores skønne naturområder, det lokale erhvervsliv og meget mere. Jeg har altid sammenlignet Hadsundvej med Barcelonas La Rambla. Hadsundvej er”pulsåren” som går igennem byen og som fører ud til alle de kvarterer og den mangfoldighed vi har her i ”byen i byen”.
Jeg bor sammen med min mand Flemming, som er skolelærer. Flemming har de sidste 24 år været fodboldtræner i flere fodboldklubber i Aalborg-området. Fodbold har altid været, og er stadigvæk, en stor del af min families liv.Vi har tre voksne børn i alderen 21-28 år, samt to dejlige børnebørn. Vores børn har gået på den lokale folkeskole, dyrket idræt i de lokale idrætsforeninger og har alle taget del i det frivillige arbejde i de lokale idrætsforeninger, som de selv har været aktører i.
Elsker at involvere mig
Jeg har altid engageret mig i det frivillige arbejde i Vejgaard. Helt fra forældrebestyrelsen i børnehaven til mange års skolebestyrelsesarbejde på VØS (red.: Vejgaard Østre Skole), diverse frivilligt arbejde i Vejgaard Boldspilklub (VB), genoprejsningen af Vejgaard Samråd tilbage i 2016 og Socialdemokratiet - Vejgaard Partiforening.
Jeg har altid elsket at involvere mig aktivt. En aktivitet, som jeg er stolt af, at have været med til, i mit mangeårige frivillige arbejde i VB, var da vi samledes en flok mødre fra min søns fodboldhold, for at få Sct. Hans fejring tilbage på VB efter flere års pause. Det lykkedes i så fin ” Vejgaard Stil”, at arrangementet nu kører efter vores ”drejebog” år efter år.
Kræmmermarked, fælles-spisning, bankospil
Jeg har været med til at lave kræmmermarked på Sahara, virtuel fællesspisning for VB-medlemmer under Corona-nedlukningen, bankospil i klubhuset, sidstnævnte blev en alt for stor succes… Vores succesrate var, at kom der 30 mennesker til vores bankoaften, så var vi glade. Vi havde været rundt i lokalområdet og fik indsamlet mange flotte præmier, vi havde anrettet diverse mad, der kunne sælges, været så heldige at få Per Rishøj som opråber m.m. På dagen kom der SÅ mange mennesker, at da tidspunktet hvor dørene officielt skulle åbne, måtte vi holde dem lukket, da hele klubhuset, omklædningsrummene og gangene var fyldte med glade bankogæster i alle aldre. Det var en hektisk men skøn aften, der bekræftede vigtigheden af lokale fællesskaber, der kan samle bydelen på tværs af aldre og forskelle.

Fundraising i VB
Jeg har været i fundraiserudvalg i VB, hvor DGI bevilgede fondsmidler til 1-årigt projekt, hvor VB var med til at søsætte projektet ”Kom og Leg, VB åbner dørene for din børnehave og dig”. Det var et livsbekræftende projekt, hvor de lokale børnehaver, i samarbejde med trænere i VB, fik mulighed for i formiddagstimerne, at komme og træne i klubben og således blive bekendt med fodboldspillets mange glæder.
Èn gang frivillig…
Jeg elsker vores bydel, med de traditionsrige begivenheder som Byfest, Kræmmermarked, juletræstænding m.m. Det giver god anledning til at møde venner, naboer, bekendte og andre skønne Vejgaardborgere. Det gør mig glad og varm om hjertet, at se den store lokale opbakning der var i foråret til Vejgaard Handels arrangement ”Mænd og kvinder i uniformer”. Nu glæder jeg mig til Vejgaard Byfest, hvor jeg er at finde foran biblioteket, på standen for Vejgaard Samråd.
Det har stor værdi for mig at bidrage med frivilligt arbejde i det lokalsamfund jeg bor i. Det betyder noget at være engageret i forskellige lokale ting – jeg vil gerne være med til at støtte, vedligeholde og udvikle. Derfor er jeg en frivillig ildsjæl, der er stolt af, at være med til at gøre en forskel.
Jeg har, siden mine teenage-år været frivillig og det tænker jeg, at jeg bliver ved med i mange år endnu – så længe jeg har glæden- entusiasmen- og viljen til det, giver det SÅ meget mening for mig!
Comments