top of page

Hvor der er mennesker er der liv … og hvor der er liv er der glæde

P&P. Garnforretningen på Vejgaard Torv. En institution i bydelens handelsliv siden 1961. I år er det 60 år siden, og derfor jubilæumsår. Jubilæet blev fejret med manér og masser af gode tilbud. Derudover blev kunderne forkælet med kagemand samt smukke biler og kjoler fra dengang.


VejgaardMagasinet har talt med Søren Sørensen, som her fortæller, hvad butikken var og er blevet for en størrelse – og så lidt om, hvem han egentlig selv er.


- Som ung mand var jeg i lære hos herretøjforretningen Vagn Larsen, og i 1991 kom jeg så herud til Vejgaard for at arbejde sammen med min far, Per Sørensen – den ene af de to P’er i butikkens navn. På det tidspunkt var det vel en slags blandet landhandel med et stort blandet udvalg af sengetøj, duge, herretøj, sko, garn og alt muligt andet. Det kunne vi, efter min mening, ikke gabe over, så resultatet blev at jeg, som ung og fremadstormende, sendte min far hjem på pension og altså overtog butikken i 1993.


Konservativ herremode i 90’erne

- På det tidspunkt var herremoden stadig ret konservativ. Det var blå eller sorte benklæder med tilhørende hvide og blå skjorter. Skulle det gå vildt til, kunne man vælge en beige eller grå sommerbuks og måske en smart dobbeltradet blazer med guldknapper. Det var for kedeligt for mig at arbejde med, og der var heller ikke meget omsætning i det.

”Kundeunderlaget og den generelle interesse for butikken er støt voksende, så det er vigtigt for mig at fastholde mit koncept og udvikle på det, som vi i forvejen er dygtige til,” fortæller Søren Sørensen fra P&P.


Stor interesse for håndarbejde

- Samtidig voksede interessen for håndarbejde som strik, hækling, broderi m.m.. De unge, som både var pris- og kvalitetsbevidste, ville strikke egne sweaters og andet, så interessen for alle mulige typer af garn i alle mulige farver steg støt. Man efterspurgte tilbehør som strikkepinde, nåle, lynlåse og ikke mindst opskrifter på alle mulige typer af strikke- og hækletøj. Det betød også, at behovet for hjælp steg – så butikken også blev et slags forum, hvor man altid kunne få en snak om sine projekter.


Kendte folk i butik

- Folk kom – og kommer stadig – alle vegne fra. Vejgaard er jo smørhullet, hvor man kan handle i mange små og gode butikker. Det er supernemt at komme til og fra, og her er stadig gratis parkering. Så her er altid folk, der lige kigger ind i butikken – både gamle kendinge, som er tilbage på besøg, eller tilflyttere, som har hørt om os. Og så er der alle de faste lokale og dejlige kunder fra både bydelen her samt fra Aalborg og oplandet.



En sjov og hyggelig rodebutik

- Folk kommer i butikken, fordi de kan lide konceptet. Og hvor der kommer folk, er der liv – og hvor der er liv, er der også glæde. Det skal være en oplevelse at handle her, det må gerne være lidt uforudsigeligt. Varerne står jo ikke på snorlige rækker, til gengæld kan man finde en masse spændende ting og sager – og altid et godt tilbud eller fem. Nogen siger, at det er en rodebutik, men siger samtidig, at det er en sjov og hyggelig rodebutik, hvor der altid er tid til en snak. Vi får også at vide, at vi er utroligt hjælpsomme og at vi altid har tid til en snak om kundernes projekter og andre vilde planer. Vi har en facebook-gruppe og vi er på InstaGram under navnet #pogp, hvor vi får positiv respons på alt muligt. Vil du drive en specialbutik, skal du vide alt om både dine produkter og dine kunder.


”P&P holder lukket to uger hver sommer. Tidligere havde jeg altid telefonen tændt hele tiden, men et år valgte jeg at lukke den inde i en boks på hotellet, hvor jeg ferierede sammen med min datter. På vejen hjem i flyet fortalte hun mig, at det havde været den skønneste ferie, fordi jeg havde været så nærværende. Siden da har jeg insisteret på at holde sommerferielukket.”


At lytte er at lære

- Mennesker interesserer mig. Det at være i kontakt, tale sammen, lytte til hinanden, bytte historier, erfaringer og lære nyt. Det elsker jeg bare. Det er også den bedste måde for mig at finde ud af, hvad mine kunder ønsker af mig og butikken. Her smider vi ikke bare autosvar som ’hvis det ikke er på hylden, har vi det ikke’ i hovedet på vores kunder. Vi tager en snak om hvad der så måske kunne bruges, eller vi bestiller det hjem.


Vejgaard er fuld af muligheder

- Helt privat bor jeg her i Vejgaard sammen med min kæreste og min store datter. Oprindeligt købte jeg et gammelt hus for at renovere det, men det kunne ikke svare sig, så i sidste ende byggede vi noget nyt. Det er et skønt område tæt på storbyen, og jeg elsker Vejgaard, de grønne og blå omgivelser, mine naboer, samt alle de muligheder, her er.


Historien om P&P

Bogstaverne P&P er de oprindelige ejeres initialer, som står for brødrene Per og Poul med efternavnet Sørensen. Butikken begyndte oprindeligt i 4. oktober 1939 under navnet Peter Sørensen, som var de to brødres far, og lå i Algade 50 midt i Aalborg.


I 1947 flyttede butikken til hjørnet af Gravensgade og Algade, og blev overtaget af sønnerne Per og Poul og skiftede navn til P&P. Den industrielle udvikling fra 1950 betød udvidelse af byen mod øst, hvor Eternitten og Aalborg Værft skabte behov nye boligområder – og handelsmuligheder.


Den 18. august 1961 etablerede de to brødre sig på hver sin adresse: Per flyttede i nye bygninger på Vejgaard Torv, hvor det tidligere afholdshotel havde ligget, og Poul førte den oprindelige butik videre helt frem til 1973 på en ny adresse – nemlig hjørnet af Algade og Østerå.


Den 1. oktober 1993 overtog sønnen Søren den nuværende butik.


Et kig på P&Ps facebook-gruppe giver et fint vink om hvad folk synes om butikken og personalet. Søren selv er nemlig ikke så meget for at prale med sig selv og sine bedrifter. Derfor har vi – udover et kig på de sociale medier, også taget en snak med nogle folk som kender ham godt og grundigt.


GERTRUD HARBO LARSEN,

butikschef i Matas på Vejgaard Torv


En gang da jeg jagtede en tyv, som havde været på besøg i vores butik, råbte jeg på Søren, da jeg kom løbende forbi. Han sprang ud og hjalp til – og siden har jeg måttet høre på hans kærlige drillerier om, at jeg ’om ikke andet, så i hvert fald var hurtig i spurten’, smiler Gertrud Harbo Larsen fra Matas Vejgaard.


”Jeg har været nabo med Søren her på Torvet siden 2013, og jeg kan kun sige, at jeg nyder hver gang vi mødes. Han skaber altid en skøn stemning omkring sig. Det er lidt som sydpå, hvor man altid lige får et smil, et vink og en god historie fra folk. Sådan er Søren også, han nærmest kaster om sig med godt humør. Han holder også øje med os andre, passer på os, og er der et eller andet, kan man altid regne med hans hjælp. En gang, hvor vi havde glemt at trække et af vores gitre ned, var Søren kommet forbi på sin aftenhundelufterrute og med det vuns ringede han mig op og sagde; ’Gertrud, du har glemt at rulle gardinet ned’. Han handler da her i butikken. Mest for at købe ting til sine piger derhjemme, men han køber da også en lille duft-ting til sig selv i ny og næ. Og jeg handler da også garn og andet hos ham.”


THEA KORSLUND,

datter til Søren Sørensen.


Thea Korslund er Sørens datter. Hun læser HHX i Thurøgade, men ved ikke lige om det bliver hende, som overtager butikken en dag. Men fremtiden skal helt sikkert være noget med handel, siger hun.


”Alle kender min far, men det synes jeg bare er ret hyggeligt. Jeg arbejder selv i butikken ved siden af mine studier, så vi ses jo både derhjemme og i butikken. Jeg kan tale med ham om alt muligt, og han går virkelig seriøst op i, hvordan andre mennesker har det. Han bekymrer sig om sine kunder, og han kan ikke lide, hvis en af de faste kunder ikke har været på besøg i et stykke tid. Han vil være sikker på, at alle har det godt. Han bekymrer sig også om mig, eller jeg vil hellere sige, at han passer på mig, han tror på mig og han støtter mig. Jeg begyndte at hækle under coronaen, og selv om jeg også bliver inspireret på YouTube, er det altså ret godt at have butikken i baghånden, når der er noget, der driller. Det er skønt at have eksperterne så tæt på.”


ALLAN JENSEN,

Vinshoppen Vejgaard


Du hører aldrig Søren sige nej til noget eller nogen, for han er ikke bange for at tage fat eller holde ord. Han er en rigtig guttermand, fortæller Allan Jensen fra Vinshoppen i Vejgaard.


”Søren er en guttermand. Så kort og enkelt kan det siges. Jeg arbejder sammen med ham i vores forening Vejgaard Handel, hvor vi arrangerer ting og sager for kunderne hen over året. Og du hører aldrig et nej fra en mand som Søren. Han er ikke bange for at tage fat, og det er altid ham der siger: ’Det skal du ikke tænke på, det ordner jeg lige’. Og man kan altid stole på, at han gør som han siger. Søren er også en god kunde herinde. Han er nysgerrig og ikke bange for at prøve vine fra hele verden. Det er altid en fest at have ham på besøg, han får smilene frem hos alle. Men jeg må så indrømme, at jeg ikke handler hos ham, for det der med strikkepinde er ikke lige mig. Men min hustru og min mor handler der tit. De synes det er en hyggelig butik, som altid har det, de skal bruge.”





Comments


TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Mange tak for din interesse!

  • Facebook
  • Instagram

Find os på sociale medier og hold dig opdateret på

VejgaardMagasinet.dk

© 2021 by Vejgaard Magasinet

bottom of page