
”Know how, service samt en tydelig kærlighed og passion til alt, hvad der har med biler at gøre – uanset om det drejer sig om køb, salg, reparatir m.m. – er de absolut stærkeste konkurrenceparametre i bilbranchen i dag. Samtidig skal både salgsafdeling og ikke mindst autoværksted være let tilgængeligt for kunderne. Derfor glæder vi os dagligt her hos Bøgsted over at bo lokalt midt i Vejgaard.”

Ordene flyder let og ubesværet fra Michael Bøgsted, når samtalen drejer sig om biler. Han er et tydeligt bevis på, at virksomhedens slogan ’Vi elsker biler’, ikke bare er vokset ud af en smart marketingchef, men i stedet bor dybt i såvel Michaels som i de ansattes sjæl og hjerter.
VejgaardMagasinet har haft en lille bilsnak med ham, og han fortæller her:
Fra et bilmærke til alle bilmærker
- Beslutningen om at gå bredere ud med flere forskellige bilmærker og -modeller, samt det nye partnerskab med CarPeople, har været helt rigtig. Siden vi fik bygget om og udvidet værkstedet til også at servicere andre mærker end FIAT, har vi tiltrukket rigtig mange lokale bilejere. Og de vil langt hellere have nærvær og rådgivning fra vores mekanikere, som giver sig tid til netop deres bil, end de vil have smarte italienske designersofaer i rødt læder.
Flere lokale kunder
- Der er ingen tvivl om, at vores kundeunderlag er skiftet på grund af vores nye koncept, og at væsentlig flere kommer her fra Vejgaard. Folk kører jo lige forbi vores værksted, og det er nemt og bekvemt at sætte bilen af, spadsere hjem og så hente den evt allerede næste dag. Så ift at handle lokalt, er vi nu et endnu stærkere bud end vi var tidligere.
Det hele begyndte med et lille
autoværksted i Vejgaard
- På en måde er vi vendt tilbage til der, hvor det hele begyndte. Altså lidt som dengang i 1948, hvor min farfar i sit lille autoværksted servicerede alle mærker uanset bilerne alder og stand. Det er nu engang den forretningsmodel, vi har det bedst med. Vi er her for at løse de problemer, som folk har med deres biler. Så man er altså velkommen til at komme forbi, hvis der skal skiftes tændrør, olie, pærer, efterses bremser osv. Det eneste vi ikke kan tilbyde er brændstof.
Passion for alle biler – og bilmærker
- Det der med kun at ville servicere et enkelt bilmærke stammer vel tilbage fra engang i 70’erne, hvor samarbejdet omkring modeller, reservedele, indretning var dikteret af mærkerne. Men det passer bare ikke længere her hos os. Vi vil ikke afvise nogen, fordi de nu har passion for Peugeot, er tossede med Toyota eller vilde med Volvo. De er alle velkommen her. Vores motto er jo netop passion for biler – og derfor byder vi alle indenfor i varmen.
Vi sikrer den daglige transport
- En moderne bil skal først og fremmest opfylde et behov for transport. Altså den skal være absolut pålidelig fx starte hver eneste gang. Så skal den være sikker, den skal være rummelig, stærk, praktisk og behagelig – og så må den gerne udstråle noget, som fortælle et eller andet om dens ejer. Det sidste er jo enormt individuelt – og det er så her, at vores kærlighed til alle biler, kommer til sin ret. Vi skal nemlig ikke være dommere over vores kunders valg. Vores opgave er at hjælpe dem videre, når noget ikke fungerer.
Se din bil på film
- Det kan være en udfordring for mange sådan at overlade noget, som man har kær, til andre. I det her tilfælde ens bil. Hvordan kan man være sikker på, at tingene bliver gjort ordentligt, så man ikke betaler for meget eller betaler for noget, som slet ikke bliver gjort. Alle vil jo gerne undgå en overreparation. Også her har vi fundet en virkelig fin og effektiv model, som hjælper vores kunder til at forstå, hvad der er galt med deres bil. Vi laver ganske enkelt en filmoptagelse af bilen, som vi så mailer til kunden inkl. beskrivelse af de fejl, vi har fundet samt tilbud på reparationen.
Det er nemt og hurtigt at forstå, hvilke fejl og mangler der ved ens bil, når man kan se det på film hjemme i sofaen i fred og ro.
Et enkelt og letforståeligt koncept
- Modellen er egentlig ret enkel. Det handler om, nemt og hurtigt, at forklare, hvad der er galt med en bil uden at skulle bruge 1000 ord på det. Her fungerer film rigtig godt – og i dag er det nemt og effektivt at filme med en mobiltelefon. Mekanikeren går bilen igennem, motorrum, undervogn, interiør m.m. samtidig med, at han kommenterer sine observationer – positive som negative. Vedhæftet er så tilbud på reparation af det, som senere kunne udvikle sig til problemer samt tilbud på, hvad der absolut bør laves her og nu. De enkelte beskrivelser optræder med hhv. et grønt, et gult og et rødt symbol.

Hos Bøgsted midt i Vejgaard sælger og servicerer man nu alle tænkelige bilmærker og -modeller.
Ingen kedelige overraskelser
- Som kunde kan man nu tydeligt se, hvis bremserne er slidte, om der er rust i inderskærmene o.l. – det er ikke noget, som mekanikeren bare siger. Og herefter kan man så vurdere, hvad der skal ordnes her og nu, og hvad man vil have ordnet senere. Vi ser det som reel rådgivning frem for blot at sende et tilbud ud – og det er også at vise kærlighed til både kundens bil og økonomi. Det betyder også, at når bilen er repareret, er der ikke pludseligt dukket noget uventet op på regningen. Altså ingen kedelige overraskelser og dermed ingen konflikter. Sådan kan de fleste af os jo bedst lide det.

Benzin, diesel, hybrid,
plugin eller el?
- Som udgangspunkt skal man huske, at den eneste forskel på moderne biler er, hvad der driver motoren og dermed bilens fremdrift. Benzin har vi kendt til længe, og sammen med diesel er konceptet kraftigt udfordret af de fastsatte klimamål. Ren hybrid bliver skældt ud ift CO2 udledning, plugin hybrid kritiseres også og tilbage er så biler drevet af ren el. Men de er så udfordret på grund af manglende el-standere. Så der er ikke et entydigt og enkelt svar på, hvad der bedst kan betale sig. Til gengæld er der ikke den store forskel på, hvordan bilerne – uanset brændstoftyper, slides på bremser osv. El-biler bruger – modsat de andre typer, ikke olie, og de skal ikke have skiftet filter eller tændrør. Hos Bøgsted sender vi løbende vores mekanikere på efteruddannelse, så de er med helt fremme – uanset hvilke drivmidler kundernes biler benytter. Her får vi god hjælp af vores partner CarPeople.

CarPeople betyder knowhow og bedre priser på reservedele
CarPeople er en landsdækkende organisation, som både hjælper os med nyeste tekniske viden, masser af knowhow, adgang til teknisk vidensdatabase, efteruddannelse og kurser, indkøb af reservedele og meget mere. Kort sagt er Carpeople en forlængelse af det servicekoncept, som vi hos Bøgsted i forvejen selv arbejder udfra hver eneste dag, og som samtidig er kundens garanti for, at vi altid er 100% opdateret på nyeste viden indenfor alt, hvad der har med moderne biler at gøre uanset mærke, model, årgang, motortype, elektronisk udstyr og meget mere.
Comments